DTM   07/10/08

Audi gamblede forkert på Le Mans
DTMAudi både vandt og tabte DTM-løbet på Le Mans. Nok vandt Mattias Ekström et kaotisk løb, men et fejlskøn fra teamet blev kostbart for både pole-sitter Tom Kristensen og den mesterskabsførende Timo Scheider.


Det så rigtig godt ud for Timo Scheider, der tog starten i DTM-løbet på Le Mans, men senere spillede vejret og et forkert pitstop ham måske titlen. Tom Kristensen havde på tredjepladsen endnu chancen for sejren, men blev i det følgende sving skubbet af banen af holdkammeraten Alexandre Prémat. Med en tørvejrsopsæning var det herefter op ad bakken for danskeren, der sluttede som nummer otte.
(Foto: Audi Sport)

Halvvejs i løbet var Scheider mester, selv om der endnu mangler en afdeling, men et forkert dækvalg til sidst betød, at tyskeren faldt ned på en sjetteplads, mens Mercedes-rivalen Paul di Resta pludselig endte lige efter Ekström. Afstanden mellem de to før sidste runde om tre uger på Hockenheim er nu blot to point, så med en sejr kan Resta endegyldigt sikre sig titlen.

”Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige, sagde en usædvanligt fåmælt Tom Kristensen efter løbet. ”Det var Nürburgring om igen, hvor jeg også havde pole, men blev fanget i et vejr, der hverken var fugl eller fisk. I træningen op til løbet regnede det igennem, og dér var jeg hurtigst, ligesom Audi’erne generelt var et sekund hurtigere pr. omgang end Mercedes’erne. Så tørrede det op, men lige før starten på løbet begyndte det at smådryppe. Vores meteorologer mente imidlertid, det ville blive et tørvejrsløb, så vi satte min bil op herefter og gav mig tørvejrsdæk på fra start. Da den grønne lampe tændte, fik jeg hjulspind og kom af sted som toer efter Ekström, mens Scheider lå lige bag mig. Jeg vidste, jeg skulle bruge et par omgange på at få banen til at tørre mere op, så jeg lod Scheider går forbi.”

Det skulle desværre blive endnu værre for Mister Le Mans. I Dunlop-chikanen tog de tre forreste den rigtige linie, mens den franske Audi-kører Alexandre Prémat kom langt bagfra og skød genvej ind over chikanen. Han kom op på siden af Tom Kristensen og trængte ham ud i gruset, hvilket kostede tre pladser mere. I henhold til reglerne burde Prémat have fået en såkaldt drive through-straf gennem pitten for at have vundet placeringer på sin smutvej, men den kom aldrig. Løbet igennem skød en masse kørere herpå den direkte vej igennem, uden at dommerne reagerede.

”Det var frygteligt frustrerende, fordi Prémats manøvre i mine øjne var unødvendig. Jeg forsøgte dog at holde hovedet koldt, mens jeg ventede og ventede på det rigtige føre. Imens så det i henhold til mesterskabet rigtig godt ud, for alle de førende Mercedes-kørere var startet på regnvejrsdæk, men dét regnede det trods alt for lidt til, så de måtte ind og skifte til tørvejrsdæk. Hermed genvandt jeg tre placeringer. Det første obligatoriske pitstop gik godt, og da banen tørrede lidt op, kunne jeg køre nogle hurtige, konstante omgange, så jeg pludselig var med i kampen om sejren igen. Det sidste pitstop blev imidlertid afgørende for mit løb. Det var begyndt at småregne igen, da teamet kaldte mig ind og valgte at give mig mine teoretisk bedste dæk på, nogle helt nye tørvejrsdæk. Normalt ville disse dæk give mig et sekund ekstra, men der var så vådt, at jeg ikke kunne køre den nødvendige varme i dækkene. To omgange senere begyndte regnen tilmed at tage til, og så måtte jeg ind og have regnvejrsdæk på. Dermed var alle mine chancer væk,” siger en skuffet Kristensen.

Endnu mere skuffet var dog Timo Scheider. Tyskeren blev kaldt ind på samme omgang som Kristensen fra en andenplads, og da han med de truende skyer i horisonten så, han skulle have tørvejrsdæk på, spurgte han over radioen, om det virkelig var det rigtige valg? Det mente teamet, men få minutter efter måtte også tyskeren ind for at få regnvejrsdæk på. Til gengæld ventede Paul di Resta disse vitale omgange og kunne dermed spare det pitstop, han havde tabt i starten.

”Det virkede med de truende skyer mærkeligt ikke ligesom di Resta at køre et par omgange mere på vores tørvejrsdæk, så vi kunne følge udviklingen og så beslutte det rigtige dækvalg i det sidste, obligatoriske pitstop. For mig er det for så vidt ligegyldigt, jeg ærgrer mig bare over, at jeg ikke kan få den sæsonsejr, som jeg føler, jeg har fortjent. DTM kræver også en portion held, og den har jeg ikke haft i voldsomme mængder i år. Men for Timo må det ligge i baghovedet, at dispositionerne i dag kan koste ham titlen, som han ellers har kandideret til siden sæsonstarten,” mener Tom Kristensen. <Å> Audis motorsportschef Dr. Ullrich forsvarede efter løbet de foretagne valg:
”Det kan i ekstreme situationer som i dag være svært at ramme den rigtige vejr-prognose. Regnen til sidst kom fuldstændigt bag på os, netop som vi havde givet Tom og Timo nye tørvejrsdæk på. Måske kunne de have fået bedre placeringer hjem, hvis de var blevet ude på tørvejrsdæk, men der var ingen grund til at risikere en afkørsel. Vi kan stadig selv afgøre mesterskabet om tre uger.”

Samlet stilling før finalen på Hockenheim den 26. oktober:
1: Timo Scheider, Audi 65 p.
2: Paul di Resta, Mercedes 63 p.
3: Mattias Ekström, Audi 54 p.
4: Jamie Green, Mercedes 43 p.

8: Tom Kristensen, Audi 23 p.

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • Timo Scheider
  • Tom Kristensen
  • Bugatti
  • 05/10/08 - Bugatti - DTM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto