Med nedstrygeren til racerløb
- kørerportræt af Carl Erik Kristensen
Der bliver nikket hist og hilst her og måske slået en sludder af med naboen. Scenariet er fra en solrig efterårsdag i Hobros gader, men kunne såmænd være fra ryttergården på en hvilken som helst dansk racerbane hvor Carl Erik Kristensen har sat sine fødder.

I det følgende skal vi følge motorsportskarrieren for en af Danmarks mest alsidige racerkørere.

Historien starter i landsbyen Onsild syd for Hobro i sommeren 1942, hvor Carlo og Ellen Kristensen bliver forældre til deres første af to sønner. Dagen er den 16. juli og drengen døbes Carl Erik, mens broderen Kurt kommer til halvandet år efter.
Drengene bliver født ind i en købmandsfamilie, mens faderen er frihedskæmper. Efter krigen føjer han både vognmandsforretning og grusgrav til, noget der kommer til at præge Carl Eriks opvækst. Præcist hvornår Carl Erik første gang fører et motorkøretøj i grusgraven forbigår han i dag, men et gæt herfra lyder på at støttehjulene kun lige var taget af cykelen, da det skete!
Blandt skolekammeraterne kan han tælle en anden senere racerkører, Arne Riis, men her i barndoms- og ungdomsårene er det fodbold der dominerer. Det fyrige temperament resulterer i mange mål, en plads på Hobros førstehold og en kortvarig trænertjans på holdet og ambitionerne fejler absolut ikke noget. Imens er han blevet mekanikerudlært hos Ford, og er efter militærtiden for en tid udstationeret som FN-grænsevagt på Cypern.

"Har den motor og hjul, kan jeg køre den" - Carl Erik som FN-vagt på Cypern.
(Foto: Carl Erik Kristensens arkiv)

Atter hjemme begynder fremtiden at tage form da en servicestation med værksted, vaskehal og Shell-benzin bliver til i den lokale Volvoforhandlers aflagte salgslokaler langs den travle hovedvej 1. Det er også i denne periode Carl Erik møder Kirsten, der bliver hans ægtefælle i 1967. Senere samme år kommer sønnen Tom til, der får en lillebror i Jacob i 1971. Fodboldstøvlerne bliver til gengæld lagt på hylden med en alvorlig knæskade, så hvordan får en endnu ung mand afløb for eventyrlyst i en dansk provinsby? – Motorløb!

Centrum for aktiviteterne, både privat og på motorbanerne - Shell-tanken på hovedvej 1.
(Foto: Carl Erik Kristensens arkiv)

Fart, spænding, adrenalin og startpenge lokker så langt væk som Amager Travbane, der her i 1960’erne er kendt for sine Stockcar-løb. Carl Erik er gået sammen med to ligesindede om at dele forberedelserne og skrammelløbene i biler der bl.a. tæller en Ford V8, en Mercedes 300 og en Volvo PV444. Der bliver både modtaget og delt buler ud over flere år, men det går ikke stærkt nok og blikket bliver rettet mod jord- og asfaltbaneløb i Dansk Automobilsports Unions regi.

DM-pokalen blev skænket til Historisk Motorsport tidligt i 2003 og er nu vandrepokal.
(Foto: Motorsporten.dk - Steen Selch)

Sammen med den tidligere værkfører fra Ford-dagene, Martin Poulsen, og naboen Anton Sørensen, der sælger Volvo, udgør kernen i teamet, hvor Sørensen samtidig står som anmelder.
Bilen, en Volvo Amazon, er et kapitel for sig. Pengene er små så to halve biler med skader henholdsvis for og bag bliver svejset sammen til én bil på midten. Kunststykket bliver gjort ekstra svært af at den ene bil er todørs og den anden en firedørs udgave. Det lykkes at tilpasse døre og karosseri og få godkendt bilen til race, men motorens 150 hestekræfter forslår ikke meget på asfaltbanerne, hvor Sven Engstrøm og hans Porsche hærger, tæt fulgt af Tom Belsø og hans Alan Mann-tunede Ford Escort Twin Cam her i 1969.

Fangelbanen på Fyn afviklede et uofficielt DM-løb på jordbane i 1969. Her er Carl Erik Kristensen på vej mod trofæet i den store standardvognsklasse, mens masser af tilskuere ser på.
(Foto: Carl Erik Kristensens arkiv)

Så går det bedre på jordbanerne, hvor bilens vægt ganske vist er en hæmsko i starterne, men motorens seje bundtræk er en bonus og passer fint til Carl Eriks aggressive sidelæns kørestil. Det er stil der også falder i publikums smag og allerede samme efterår resulterer det i et uofficielt jordbanemesterskab på Fangelbanen syd for Odense. Det bliver til en del løb på jordbanerne med Amazonen frem til 1971 og parret er såmænd også med til en danmarkspremiere på en ny løbsform i Danmark. Ring Djursland kalder ganske vist deres løb for ”Autocross”, men de korte heats på en bane med både fast og løst underlag, er alt andet lige det der siden bliver til rallycross. Banen inkluderer et par hop, der tager hårdt på materiellet og ved slutningen af sæsonen 1971 bliver Volvoen sat på græs.

Standard affjedring og slickdæk må have givet varme baller! Gruppe 1 BMW 2002 Tii på Jyllands-Ringen foran Kai Østerby eller Steffen Christiansens Alfa Romeo.
(Foto: Carl Erik Kristensens arkiv)

Der bliver sadlet komplet om til 1972, hvor de utunede gruppe 1-biler skal afprøves med en BMW 2002 Tii. Modellen er populær, konkurrencen skarp og det er opfindsomheden også, når der skal findes fordele til at sikre sig den bedste bil og motor. Udenlandske tuningsfirmaer er snart leveringsdygtige i dyre ”originalstumper”, så valget hurtigt står mellem at bruge langt flere penge end beregnet eller sælge bilen. Efter en halv sæson er bilen afhændet til John Nielsen fra Assens.
Sæsonen er dog ikke spildt for Ring Djursland genopliver langdistanceløb på dansk grund, og med vennen Finn Bach danner ”Kalle” par i endnu en 2002. Holdet ligger længe til at vinde det tre timer lange løb, da en strømafbrydelse (på banen, ikke på bilen!) sætter tidtagningen ud af kraft og resultatet bliver en andenplads.
I løbet af sæsonen er det også lykkedes at finde en højrestyret Ford Escort – endnu engang har skrotpladsen været leveringsdygtig – og med en Twin Cam-motor fra Gunnar Henriksen, bliver det endnu til en blandet omgang jord- og asfaltløb i gruppe 2.
På et tidspunkt bliver den nye konstellation bedste danske deltager i den store gruppe 2-klasse på Ring Djursland og dermed vinder af Bilstein-vandrepokalen, som Jens Winther har udsat. Der er imidlertid få danske biler i klassen på dette tidspunkt og endnu færre der fuldfører. Den hule sejr gør at pokalen får lov stå uafhentet, ”for den kan jo altid vindes næste år”.
Hagen er bare at de store gruppe 2-biler afgår ved døden efter 1972 og der derfor aldrig bliver kørt om Bilstein-pokalen igen!

"Escort Kalle" klar til start i engelsk Hot Rod-løb ..hvor næsten alle andre også kørte Ford Escort!
(Foto: Carl Erik Kristensens arkiv)

Jørgen Holm, der er løbsarrangør på Korskro-banen ved Esbjerg, organiserer i de tidlige 1970’ere dansk deltagelse i engelske Hot Rod-løb. Det er løb på korte ovalbaner, typisk på en halv mile eller mindre, hvilket svarer meget godt til tidens danske jordbaner. Belægningen kan være jord, men er oftest asfalt og startfelterne kan nemt tælle op mod 30 kørere med de hurtigste startende bagerst i feltet.
Denne gladiatorsport har sine egne stjerner i England, men fostrer gennem 1970’erne senere Formel 1-kørere som Derek Warwick og Martin Brundle.
Carl Erik Kristensen er blandt det danske kontingent med sin Escort Twin Cam og gør sig bemærket i en grad, der kaster tilbud om fast sæde i England af sig. Tilbudene er fristende, men hjemme i Hobro sidder Kirsten med to små drenge, servicestationen der fortsat trives og desuden det nyerhvervede danske agentur for det engelske tuningsfirma Burton. Valget falder på hjemstavnen, men i årene fremover bliver der føjet en del engelske stempler til passet.

Året er 1973 og for første gang er der udskrevet et mærkeklassemesterskab i Danmark. Ford står bag serien for Escort Mexico-modellen, der køres på både jord- og asfaltbanerne. Alle tegn peger på at Carl Erik Kristensen må deltage og det gør han til en samlet tredjeplads i serien, efter at have vundet klassens første jordbaneløb.

Mexico-klassen holdt én sæson, Carl Eriks karriere heldigvis noget længere. Her er han fanget på vej ind i depotsvinget på Ring Djursland.
(Foto: Carl Erik Kristensens arkiv)

Twin Cam gruppe 2-bilen bliver også luftet – nu kun på jord og i engelske Hot Rod-løb – men bliver efter sæsonen solgt til den tidligere rallykører Bent Sørensen fra Helsinge. Samtidig bliver Mexico-klassen nedlagt efter bare en sæson, så mens oliekrisen kradser i starten af 1974, er DAU-licensen udstedt i Carl Erik Kristensens navn allerede ved at gulne.

Kalenderen er bladret frem til juni før der så alligevel sker noget. Endnu engang er der samlet et dansk landshold til en Hot Rod-miniserie i England. Fryseskabsfabrikken Caravel springer til som sponsor for vores evige racerkører, og endnu en Ford Escort bliver anskaffet og sendt over kanalen for klargørelse. Tingene sker på få uger og bilen er ikke klar til det første stævne og ”Kalles” egne mekanikere må gøre arbejdet færdigt før rækken af engelske datoer kan køres over den næste måneds tid.

58,2 lød den nye banerekord for Special Saloon Cars, da der blev kørt DM-finale på Jyllands-Ringen 1974. I tilgift fulgte mesterskabstitlen med hjem til Hobro.
(Foto: Carl Erik Kristensens arkiv)

I mellemtiden er Special Saloon Cars-klassen kommet til hjemme i Danmark med bilmagasinet Motorjournalen som sponsor.”Caravel-Escorten”, som den døbes, får sin SSC-debut på Ring Djursland i starten af august, hvor konkurrenterne allerede har scoret point i to afdelinger og øvet sig i yderligere én. Leif Pedersen og hans fabelagtige gruppe 2-NSU vinder foran Carl Erik, men resten af året er Hobro-kørerens og han bliver således klassens første danske mester.
Det bliver ikke til noget titelforsvar, for klassen tager en drejning mod et mere snærende reglement allerede året efter, der i sidste ende kårer Preben Kristoffersen som mester i en Porsche 911. ”Caravell-Escorten” bliver derfor mest set på danske jordbaner og i engelske Hot Rod-løb i 1975.

Siden præsentationen i 1963 har Porsche udviklet deres 911-model ganske ekstremt og i 1976 har den igen vinderpotentiale i dansk motorsport. Hjemme på værkstedet er netop en 911 ved at blive klargjort til racing, da Carl Erik kører en lejet Ford Anglia i England. Egne høje ambitioner og en konkurrents forskærm sender Anglia’en i autoværnet og Porschen i kommission!

Denne Ford Capri 3000 GT gruppe 2 fulgte med hjem fra en af mange englandsture - det gjorde de to mekanikere Dave Abrahams og Malcolm Smith for en kort tid også.
(Foto: Carl Erik Kristensens arkiv)

En meget lidt brugt gruppe 2-Ford Capri 3000 GT fra Burton gør hjemturen og deltagelse i diverse gruppe 5 og SSC-løb de næste par år, med en enkelt SSC-sejr som højdepunkt. Capri’en er stor og tung i forhold til mange af konkurrenterne og uden fremtidsmuligheder, så en glasfiberskal af den elskede Ford Escort Mk. I bliver hentet hjem fra England og udstyret med turbomotor til 1978.

Turbo Escorten ved prøvekørsel hjemme i grusgraven.
(Foto: Carl Erik Kristensens arkiv)

Der bliver satset hårdt på den endnu ukendte turboteknologi og det sker fortrinsvis i rallycross, der langt om længe bliver etableret i Danmark, med Ring Djurslands nye bane til formålet. Drilsk teknik og en lang række Porscher gør sejrene få, men den knaldrøde Escort er et behageligt afbræk for mange.

"Karrierens bedste bil" - Barry Lee's Mk. II BDA på Korskrobanen, med ejerens signatur i form af startnummer 351.
(Foto: Carl Erik Kristensens arkiv)

Der er forholdsvis stille om Carl Erik i 1979, men alligevel oplever han her sin karrieres bedste bil. Korskrobanen har hyret den engelske Hot Rod- og Rallycross-stjerne Barry Lee til banens årlige Grand Race, men bliver forhindret i at deltage. Hans bil, en Ford Escort RS1800 BDA Mk. II, er dog ledig og i Esbjerg. Carl Erik bliver stand-in i en bil der kører som en drøm i starten – faktisk ”karrierens bedste bil”, sagt anno 2008. Et manglende luftfilter og banens slaggebelægning sætter imidlertid sit præg på motorens indre organer, så resultatet er en skuffelse. Så går det bedre da han låner Jørgen Mommes Ford Escort RS 2000 gruppe 1+-bil til et rallycrossløb på Ring Djursland. I mål er kun Erik Høyer foran.

Er DU klar? Burton bussen og Kalle før sæsonstarten.
(Foto: Carl Erik Kristensens arkiv - Lise Jensen)

I en årrække er vognparken hyppigt blevet udskiftet og det er også tilfældet til 1980. Burton-sælger og rallymester Jens Ole Kristiansen bygger en Opel Ascona i2000 til ”Escort-Kalle”, der slutter året som vinder af sin første officielle DM-titel i rallycross. Men først må han så grueligt meget igennem, som det hedder sig i et hvert godt eventyr.
Den nye bil bliver hurtigt meget brugt efter et møde med Fangelbanens utilgivende dækmur. Banen er netop vandet før tidtagningen og de obligatoriske tre omgange overstået, da Carl Erik trækker til side for en konkurrent. Her bliver han overrasket af det fedtede føre og pløjer ind i dækmuren i hvad han selv betegner ”som det floveste uheld i karrieren”. Hjemme i Hobro kommer der nyt karrosseri på bilen og resultaterne i den resterende del af den kombinerede jordbane- og autocross-sæson ender med en samlet tredjeplads.
Rallycrossmesterskabet udkæmpes i tre klasser, men kun om en titel. Mens vinderpokalerne i gruppe 1+-klassen går til Hobro, er jordbanekongen Aage Mathiesen fra Viborg og hans NSU præcis så dominerende i klassen for gruppe 5 og SSC under 1600 ccm. Så da DM-finalen oprinder, er det med mulighed for at begge kørere fortsat har lige mange point. Carl Erik tager en nedstryger med i værktøjskassen, så DM-pokalen i bogstaveligste forstand kan deles. De indledende kørsler lover dårligt, for allerede inden første heat, må en bøjet ventil udskiftes. Sådan én findes hos Opel-forhandleren i Grenaa og det kan en udstationeret motorcykelbetjent snildt bringe til Ring Djursland.
Bil og kører er atter kampklar, men starter med en tur på taget, der dog ikke er værre end Carl Erik stadig får en tid. Den gamle kørerdragt findes frem til anden heatrunde og så går det straks bedre. I finaleheatet er den hvide Ascona urørlig og mesterskabet er i hus og kan fejres. Dagen efter, da adrenalinen har fortaget sig, viser følgerne fra rulleturen imidlertid at vise sig i form af rygsmerter – kroppen har fået et større slag end ventet.

På vej mod DM-titlen med gaffa til at holde forruden på plads, mens de værste buler er rettet ud.
(Foto: Carl Erik Kristensens arkiv)

Inden da afvikler Ring Djursland deres andet europamesterskabsløb i rallycross. Som én af scenes danske stjerner, er der fokus på Carl Erik Kristensen, og hans relative standard Ascona er ganske enkelt ikke hurtig nok, så en gammel Björn Waldegård-Ford Escort RS1800 BDA bliver fundet frem af løbsarrangør Ulrik Aubertin-Oxholm og sponsoren Shell. EM-køreren Olle Arnesson har bilen på slæb fra Sverige, sammen med hans vanlige Porsche, men selvom Escorten har generne i orden, er den ganske enkelt for nedslidt og resultatet nedslående.
Ved EM-finalen i oktober har Esteringbanen udskrevet en decideret gruppe 1+-klasse, som bliver vundet af den nyslåede danmarksmester og denne gang i hans egen Ascona.

Resultaterne har vagt opsigt hos Volvo Motorsport i Göteborg og med den danske importør i ryggen bliver de første udkast til en kontrakt om et fabrikssæde diskuteret. Planen er en fuld EM-sæson i rallycross i en Volvo 340 Turbo magen til den svenskeren Per-Inge Walfriedsson netop har kørt til titlen i 1980. Ny Volvo-ledelse og nedprioritering af motorsport generelt er desværre snart realiteter og 1981 bliver derfor karrierens største antiklimaks.
Ascona’en er allerede solgt og da banken gerne vil snakke om deres tilgodehavender, bliver motorsporten lagt på hylden. Som han selv udtrykker det, ”skal der nu tjenes penge til at betale regningen for årene med motorsport”. Inden året er omme befinder Carl Erik Kristensen sig i Saudi Arabien som ansat hos entrepenørfirmaet Monberg & Thorsen og snart er familien også stødt til. Rallycrossen får dog endnu en visit fra sin forsvarende mester ”Kalle i 1981 – som løbsspeaker ved Ring Djurslands EM-afdeling!

Arbejdet fører også til Cameroun og Niger, inden familien atter er tilbage i Hobro i 1986. Carl Eriks egen karriere er et overstået kapitel, men kører- og anmelderlicensen bliver med ujævne mellemrum hevet frem de næste årtier.
Det bliver nemlig overladt ældste søn Tom at føre familiens motorsportstraditioner videre, der som bekendt ender i en storslået international karriere, men med fars guidende hånd på sidenlinjen. Det er dog en anden historie til en anden gang.

Det aktive otium får sin første afbrydelse, den dag telefonen ringer og Barry Lee er i den anden ende af røret. Den gamle Hot Rod-konkurrent skal deltage i ’88-udgaven af Paris-Dakar rally-raidet i en forlænget MG Metro med Rover V8-motor. En Range Rover og en truck er en del af back-up-teamet. Alle biler er klargjort af den tidligere Formel 1-teamejer Ted Toleman, der også fungerer som co-driver for Lee.
Carl-Erik er køreren af trucken, men hele entouragen bliver trukket ud af løbet, da Lee, Toleman og Metroen må sande at ørkenrace er langt hårdere end ventet.

Paris-Dakar, 1. forsøg. Carl Eriks truck og Barry Lee's Metro parkeret i vejsiden.
(Foto: Carl Erik Kristensens arkiv)

Et nyt forsøg med en forbedret Metro bliver gjort i 1989, men resultatet er det samme. Supportbilerne fortsætter dog hele vejen til Dakar denne gang, men da trucks’ne ikke deltager i konkurrrence, bliver det ikke til nogen officiel placering, men en uofficiel titel som første dansker, der gennemfører. Udfordringerne ved ørkenrallyet sammenfatter han her i 2008 som ”det var som hjemme i grusgraven - bare lidt større!”

Et par mere ydmyge gæsteoptrædener i danske langdistanceløb udgør hovedparten af indsatsen i 1990’erne, hvor kørslen med Erik W. Pedersen og hans Toyota Supra resulterer i andenpladsen, ved Jyllands-Ringens Mini-Le Mans 1995. Fem år senere er makkeren sønnen Jacob i hans Citroën Saxo Cup-racer i samme løb.

2002 var første sæson for K-Motorsport i DTC. Her med Jacob Kristensen som kører
(Foto: Motorsporten.dk)

I 2002 bliver K-Motorsport, Tom Kristensens danske DTC-team dannet, til og Carl Erik Kristensen står som anmelder og varetager teamets daglige gang. Her tegner Jacob sig på kørersiden for en tid.

Kørerdragt og hjelm er fundet frem til en testkørsel af en af K-Motorsports Honda Civic'er.
(Foto: Erik Slem)

Tom er i 2003 også blevet ejer af ”Nuser”, en NSU TTS indkøbt fra Norge til historisk race. Carl Erik, der har kørt mod de tyske hækmotorbiler gennem en stor del af karrieren, får sin NSU-dåb i gaderne ved fælledparken i forbindelse med det årlige Historiske Grand Prix.
Tidligere samme år har malerdrengene hos Speed Color i Randers udfordret ”Gamle K” til at vise hvad han kan bag rattet af en folkeracer. Søren Hansen låner sin Opel Ascona – en bil af samme type DM-titlen blev vundet med 23 år tidligere – ud til formålet, mens Nysumbanen nær Hobro er banen det foregår på.

Her hvor 2008 så småt går på hæld, kan Carl Erik se tilbage på et langt og begivenhedsrigt liv, der har bragt ham vidt omkring i motorsportens verden. Der har været med- og modgang, men på spørgsmålet om det var dét værd, er svaret ufortøvet ”JA! – for de mange dejlige timer og ikke mindst mennesker og det sammenhold der var dengang.”

Carl Erik og "Nuser" bliver luftet i København.
(Foto: Motorsporten.dk)

I dag lever Carl Erik Kristensen livet som pensionist i udkanten af Hobro med en stadig voksende familie omkring sig, der ud over Tom og Jacob og deres respektive partnere efterhånden tæller fem børnebørn. Når ikke lige sønnernes bedrifter bliver fulgt, går tiden med bl.a. golf og en sjælden gang bliver ”Gamle K” lokket til at holde foredrag om sine bedrifter.

Der bliver lyttet når den gamle fortæller - foredragsholder Carl Erik Kristensen og tilhørere fra HMS.
(Foto: Motorsporten.dk - Steen Selch)

Senest er en Ford Escort RS 2000 Mk. II kommet til. Blandt papirerne til bilen er også en homologeringsattest og mulighederne for at den kan komme ud og køre historisk race, så sidste kapitel er næppe skrevet om ”Escort-Kalle”!

Efteråret 2008: Carl Erik og artiklens forfatter kigger Paris-Dakar billeder. Bell-tasken i baggrunden indeholder Tom's vinderhjelm fra Le Mans og blev overdraget til fatter i forbindelse med Copenhagen Classic Grand Prix i August. "Gamle K" dansende rundt og iført hjelmen var et kort, ubetaleligt øjeblik.
(Foto: Motorsporten.dk)

Jesper O. Hansen