Årets første løb i den amerikanske Le Mans-serie finder sted på lørdag den 16. marts med det klassiske 12-timers-løb i Sebring. Her skal hele tre danskere i ilden, idet de scenevante favoritter Tom Kristensen og Jan Magnussen får følgeskab af det unge talent Kristian Kolby, der netop har skrevet kontrakt for hele ALMS-sæsonen med Ascari. Løbet i Florida er det ældste og mest prestigefyldte race for
sportsvogne i USA. I år afvikles løbet for 50. gang, hvilket har fået arrangørerne til at invitere alle tidligere vindere og biler til et gigantisk show. Da det aktuelle løbsfelt samtidig er rekordstort med ikke færre end 68 tilmeldte biler, er der udsigt til drama på den blot seks kilometer lange bane.
"Det bliver et vanvittigt løb at lægge ud med," siger Audi-køreren Tom Kristensen, der kan vinde klassikeren for tredje gang efter sine sejre for BMW i 1999 og Audi i 2000.
"Banen veksler mellem asfalt, cement og beton, og de ufatteligt mange biler vil betyde, at vi i de hurtige prorotyper skal overhale hele tiden. Trafikken bliver meget, meget mere krævende end på Le Mans, hvor blot 48
biler kører på en dobbelt så lang bane. Det skiftende underlag, de mange nedbremsninger og accelerationer over et halvt døgn er desuden så belastende for vores prototyper, at chancerne for at få materiellet til at
holde ikke er større end i de 24 timer på Le Mans. Alt kan ske på Sebring denne gang, og da konkurrencen i år er større end nogensinde, får ingen mig til at sige, vi er sikre på sejren." Trioen som Tom er en del af, går efter ny succes på Sebring (Foto: Audi Sportpress)
At dømme efter de første træningsrunder er Audi dog stadig favorit, selv om R8-prototypen som konstruktion efterhånden har tre år på bagen. Både mandag, tirsdag og onsdag var de to fabriks-Audi'er hurtigst med Tom
Kristensens røde nummer 1-bil som den konstant kvikkeste.
Blandt de nærmeste konkurrenter til at true Audi er Panoz, der også stiller med en modificeret version af en prøvet racer, nemlig den kendte "Batmobil". Tirsdag og onsdag var Panoz'en med Jan Magnussen og David Brabham tredjehurtigst, hvorefter Cadillac fulgte med en helt ny bil, der er som snydt ud af køleren på en Audi R8. Panoz rør på sig - og kan blive Tom Kristensen og Audis nærmeste rivaler til sejren (Foto: Panoz Motorsports)
For Tom K er målet at få en tredje sejr, hvilket vil være en tangering af rekorden for løbet. Danskeren kunne have fået en historisk triumf sidste år, men blev med blot en halv time tilbage af løbet idømt en Stop & Go-straf for at have kørt for stærkt i pitten. Kristensen måtte tage til takke med at sætte en ny løbsrekord med tiden
1.49,6 minutter for en omgang, og at han har potentiale til at give denne rekord et yderligere dyk, blev vist i en dæktest for Michelin i januar, da han klokkede tiden 1.46,9 minutter.
Det spændende løb bliver i øvrigt transmitteret live i syv timer på TvDanmark 1, hvor Morten Remar og Nicolas Kiesa bliver kommentatorer. TomKristensen.com Nils Finderup Læs mere om: Tom Kristensen |