Der har igennem mange år været sat store forhåbninger til Lewis Hamilton, og det er da også fuldt fortjent at han skal debutere i Formel 1 blandt et af feltets allerbedste teams.
Ingen er i tvivl om at Lewis Hamilton er en meget stålsat kører. Han har vundet mesterskaber i alle de kendte junior-klasser: Formel Renault i England og Formel 3 på europæisk grund, og kronen på værket: GP2-mesterskabet i første forsøg! Det er ikke mange kørere i Formel 1-feltet der kan fremvise det CV!
Fremtiden har hele tiden skullet ligge hos McLaren. Mercedes har støttet ham i valgene frem mod Formel 1. Historien om hvordan han som en ung håbefuld gokart-kører, i en lånt smoking, direkte henvendte sig til Ron Dennis, er næsten blevet en anekdote. Ron Dennis, der normalt er iskold over for andre, lagde mærke til Lewis' stålsatte vilje. Med et fast blik direkte mod teamchefen (hvor en normal knægt i den alder mest ville være forlegen over at stå overfor en af de mest indflydelsesrige Formel 1-bosser) kom det direkte: "Jeg hedder Lewis Hamilton, og jeg vil gerne køre for dit team!" Ron Dennis var solgt - de fulgte herefter hans karriere og nu står han med en kontrakt for McLaren! Det er næsten lidt af et eventyr.
Alle venter dog med spænding på hvordan han klarer presset i et topteam og med Fernando Alonso som holdkammerat. Det er ikke den letteste start på Formel 1-karrieren. Men klarer han sig igennem, så bliver der tale om en kører som vi kommer til at se meget til i rigtig mange år! Briterne er allerede på vej i ekstase - han kan meget vel slå Jenson Button af pinden som briternes motorsports darling.
Kørerinfo